/

Virksomhedens historie

I mere end 30 år har Jesper Holm dedikeret sig til sin passion for design, træ og godt håndværk. Fra 1986 til 1991 uddannede Jesper sig på Skolen for Brugskunst (nu Danmarks Design Skole), og grundlagde efterfølgende Jesper Holm Design & Møbelsnedkeri A/S, hvor han i 1992 startede med at sælge møbler fra sit eget hjem, som på dette tidspunkt var en gammel frisørsalon i Nyboder. Efterhånden som kunderne blev flere og flere, flyttede virksomheden til industrilokaler på Amager.

I disse lokaler voksede virksomheden yderligere med flere ansatte og større projekter, hvilket gjorde, at Jesper i 2003 besluttede sig for at købe en gård i Ishøj syd for København, hvor staldene blev indrettet til snedkeri, kontor og showroom. Her har virksomheden ligget lige siden, og gennem årene har mange snedkere fået mulighed for at dygtiggøre sig og udvikle deres kompetencer på snedkeriet. Den dag i dag, efter 20 år på gården, har virksomheden været igennem mange faser og står tilbage med en solid erfaring med omhyggeligt snedkerarbejde og møbeldesign.

Siden 1992 har virksomhedens mission været at skabe holdbare møbler, som har et enkelt æstetisk udtryk med rene linjer samt en høj funktionalitet, og som derfor kan skabe glæde for ejeren i mange år. Jesper Holms passion for møbeldesign og håndværk har fyldt meget lige siden barndommen, og gennem årene har passionen fortsat udviklet sig i takt med, at virksomheden såvel som designkulturen har været under udvikling.

Længere nede på siden kan der ses nogle af de mange forskellige møbler, som Jesper Holm har designet gennem tiden.